WordPress som online kort over gavlmalerier og street art

WordPress som online kort over gavlmalerier og street art

i Cases, Kunst

Hvad er WordPress? “Det er noget med open-source CMS og et købe-theme”. Eller hvad?

Jeg elsker at udfordre den gængse opfattelse af, hvad WordPress er og kan. På det seneste har jeg lavet en del projekter, hvor vi kun/primært har anvendt WordPress som backend-værktøj.

Frontend-delen (det, den besøgende ser) er helt eller delvist koblet af WordPress og hiver blot data ud typisk via REST API’et. Ofte er frontend-delen en Javascript-applikation. Tilgangen kaldes ofte Headless CMS, fordi Selve “hovedet” af CMS’et er koblet af – og tager sin egen selvstændige form.

I sommeren 2021 var jeg min egen “kunde”. Jeg har længe ønsket at lave et digitalt kort over danske gavlmalerier. Jeg elsker at støde på dem i bybilledet, men har også ofte ledt forgæves efter nogle af gavlene.

Gavlmalerier og street art i Horsens
– på UturnArt.com

Uturnart.com (kunst der engang imellem kræver en u-vending), har jeg lavet et simpelt setup (et WordPress-plugin), hvor jeg backend meget simpelt kan mappe udvalgte kunst-lokationer. Selve sitet anvender pt. et standard-theme (Twenty Twenty) til about-sider, mm. Men den primære oplevelse har stort set ikke noget med dette theme at gøre.

Helt konkret mapper jeg værkerne på telefonen, foran selve værket. Her kan jeg placere en markør på et kort (ud fra min aktuelle placering), angive kunstner, kunstform, uploade billeder, mm.

Resultatet er en simpel web-app, hvor man som bruger kan zoome ind på kortet og få vist en liste over gavlmalerier i det valgte område. Gavlmalerierne grupperes i såkaldte clusters (klynger), og man få vist sin egen placering, rutevejledning og meget mere.

Er du frisk – og i området – håber jeg, du vil prøve en kunst-vandring og tage et kig på de mange gavlmalerier i Horsens. Eller med et kig på gavlmalerierne fra 1868 i Brande.

Giv mig et kald, hvis du selv går med en idé, der skal digitaliseres i et fedt værktøj. WordPress har – som kunsten – ingen grænser.